Efter at have kæmpet indædt mod tv-licensen og senere medielicensen i mange år, har jeg efterhånden affundet mig med at skulle betale flere tusind kroner for en tvungen ’minimumspakke’ af statens forskellige radio- og tv-kanaler samt de forskellige online tiltag. Sidstnævnte vil jeg faktisk gerne starte med at rose, da jeg synes der kommer rigtig meget spændende indhold tilgængeligt online, men på det gode gamle tv, synes jeg altså der er noget helt galt.
DR1 bevæger sig skræmmende tæt på sin grå søsterkanal
Jeg ved godt at Public Service-forpligtelsen lægger en helt naturlig dæmper på, hvilke tv-programmer en statsstøttet kanal som DR1 kan sende, men det må da i det mindste være muligt at skrue lidt op for humøret – og farverne i øvrigt. Det er som om farverne er varmere og mere levende på TV2 – på DR1 er der altid gråt. Programfladen er på DR1 domineret af svenske krimier og oplysende finansprogrammer, og det er da sådan set også fint nok, men det må da være muligt at spæde det op med noget lidt mere letfordøjeligt tv.
Gør som TV2
Når man ønsker at ændre noget radikalt, har man tit en tendens til at fremhæve den modsatte ekstrem som ’mål’. I denne sammenhæng kan det være at sammenligne DR1 med en kanal som TV3 hvor der fokuseres meget på reality og amerikanske serier, men så langt skal vi i mine øjne ikke væk fra det nuværende koncept. Det må være nok at lade sig inspirere lidt af TV2, som på trods af grundig nyhedsdækning formår at skabe en interessant og varieret programplan hver eneste uge.